Vurdér lysets karaktér, når du køber lamper

Vurdér lysets karaktér, når du køber lamper

”GRÅVEJR” – diffust lys
Funktion: Bruges til generel belysning af et rum.
Lampetyper: fx. lamper med opalskærm, i sandblæst glas, up-lights og PH-lamper.

”SOLSKIN” – koncentreret lys
Funktion: Bruges til at belyse spisebordet, køkkenbordet, skrivebordet, læsehjørner, bogreolen og hvor billeder, møbler, nips og ting skal fremhæves. Det skaber tiltrækkende oaser og hyggezoner.
Lampetyper: fx. spots og hængespots.

Du har brug for både ”gråvejr” og ”solskin” i dit hjem.

Valg af lyskilder

Glødepære:

Giver det bedste lys, men bruger meget strøm og er næsten udfaset. En nyere variant er dekopæren, som giver gulligt og hyggeligt lys, der dog ikke er særligt kraftigt. God til hyggeområder, men bruger desværre også meget strøm. En ulempe ved det meget gullige lys er, at den øvrige belysning kommer til at virke meget kølig.

Krystalpære:

En krystalpære minder om en glødepære, men har en indbygget halogenpære. Den giver et flot og farveægte lys. Vær opmærksom på, at halogenindsatsen danner mønstre. Det skal du kunne vænne dig til. Krystalpærer brænder meget hurtigt ud på grund af varme, så hvis lampen ikke er rigeligt ventileret, bliver holdbarheden på pæren meget kort.

Halogenspots:

Halogenspots giver et fantastisk godt og klart lys. Men strømforbruget og varmeudviklingen er desværre relativt høj.

Lysstofrør og sparepære (kompaktrør):

Lysstofrør og kompaktrør giver et meget dårligt lys fordi, at de kun kan gengive otte farver. Hjernen skal så selv kompensere og skabe de resterende farver. Og det gør, at du bliver træt i hovedet. Samtidig flimrer lysstofrør ofte, hvilket også kan trætte. Miljømæssigt er de uforsvarlige at bruge, hvis du ikke husker at aflevere dem som farligt affald, da de indeholder tungmetaller.

LED lyskilder:

De spænder fra dårlige, der kan fås relativt billigt mange steder, til fantastisk farveægte lys, der samtidig holder i mange år, og næsten ingen energi bruger.

LED er lige så forskellig som antallet af produkter.

Når du vælger LED er det vigtigt, at du holder øje med farvegengivelsesevnen, der måles i CRI eller RA. Den skal være på mindst 90 – gerne meget højere. Ellers får du samme problem som med lysstofrør, nemlig at hjernen skal bruge meget energi på at kompensere for den ringe kvalitet. Derudover skal du tjekke farvetemperaturen.

 – Nikolaj Toft, NiiKoH