VURDÉR LYSETS KARAKTÉR, NÅR DU KØBER LAMPER
”GRÅVEJR” – diffust lys
Funktion: Bruges til generel belysning af et rum.
Lampetyper: fx. lamper med opalskærm, i sandblæst glas, up-lights og PH-lamper.
”SOLSKIN” – koncentreret lys
Funktion: Bruges til at belyse spisebordet, køkkenbordet, skrivebordet, læsehjørner, bogreolen og hvor billeder, møbler, nips og ting skal fremhæves. Det skaber tiltrækkende oaser og hyggezoner.
Lampetyper: fx. spots og hængespots.
Du har brug for både ”gråvejr” og ”solskin” i dit hjem.
VALG AF LYSKILDER
GLØDEPÆRE:
Giver det bedste lys, men bruger meget strøm og er næsten udfaset. En nyere variant er dekopæren, som giver gulligt og hyggeligt lys, der dog ikke er særligt kraftigt. God til hyggeområder, men bruger desværre også meget strøm. En ulempe ved det meget gullige lys er, at den øvrige belysning kommer til at virke meget kølig.
KRYSTALPÆRE:
En krystalpære minder om en glødepære, men har en indbygget halogenpære. Den giver et flot og farveægte lys. Vær opmærksom på, at halogenindsatsen danner mønstre. Det skal du kunne vænne dig til. Krystalpærer brænder meget hurtigt ud på grund af varme, så hvis lampen ikke er rigeligt ventileret, bliver holdbarheden på pæren meget kort.